Fauna og Flora
                        på og ved
                                        campingpladsen

 

Den sjældne Myreløve er genfundet på Møn

Historien om opdagelsen af myreløverne på Møn fortæller noget vigtigt om vores måde at opfatte naturen på. Den viser, at mange mennesker har mistet evnen til at opfatte og iagttage, hvad der foregår i naturen lige rundt om dem. Vi tror, at vi ser det hele objektivt og nøgternt, når vi kigger os omkring. Men i virkeligheden ser vi kun det, som vi kender i forvejen. Vi ser det, som vi venter at se, og overser de små dyr, og uanseelige planter kan dukke op og forsvinde, uden at nogen ænser det. I dette tilfælde drejer det sig heldigvis om, at naturen er blevet rigere på en sjov dyreart - hvis den da ikke har været der hele tiden?
Det er absolut en realistisk mulighed. For i de år, jeg har gået og iagttaget dem, har jeg ikke hørt om andre, der har bemærket deres eksistens.

Det var i sommeren 1994, at jeg første gang opdagede myreløverne på Ulvshale. Og det var da også kun fordi jeg havde læst om deres liv og adfærd, at jeg var i stand til at genkende sporene efter dem. De findes kun i gamle klitområder; ikke i den unge, løse klit og heller ikke i den helt tilgroede. Deres hjemsted er de mere flade områder, hvor lav og mos netop er ved at binde sandet, så der opstår en mosaik af små, bare sandflader og tørketålende vegetation. I de åbne sandpletter laver myreløverne deres djævelske faldgruber. På Ulvshale har jeg de foregående somre set dem i hundredvis. Flest i de varme tørre perioder. De findes både på Mågenakken i det åbne område, hvor vejen til sommerhusene ender, og dels det lave, flade område mellem campingpladsens nordvestlige ende og sandklitterne.

Den perfekte geometri.

Det eneste problem for iagttageren er, at disse sandområder altid er fulde af spor og fordybninger. Myreløvens runde fangtragte i sandet, oftest 5-10 cm i diameter og 2-5 cm dybe, kan godt minde om at fodaftryk efter en hund eller et rådyr i det løse sand. Men kun for en overfladisk betragtning. Ser man bare lidt nøjere efter, opdager man, at fangtragtene skiller sig tydeligt ud ved at være perfekt cirkelrunde og kegleformede. Det betyder, at skråningen ned mod centrum er så stejl, som sandet overhovedet tillader uden at skride. Og bunden af tragten er helt spids. Sådan kan en fordybning i sandet ikke se ud af sig selv i ret lang tid. det kræver konstant vedligeholdelse. Som alle effektive redskaber.

Den lumske fælde.

Tragten er en dødsfælde for små omstrejfende insekter. Myreløvens larve, som kan blive op til 2cm lang, sidder helt nedgravet nede i bunden af tragten. Her sidder den skjult og venter på at en myre - eller andet lille travlt dyr - skal forsøge at skyde genvej hen over tragten skrå sandflade. Det viser sig tit at være en ret dårlig ide, for sandfladen hælder netop så meget, at den begynder at skride, så snart nogen træder på den. I samme sekund myreløvelarven mærker, at der er bevægelse i sandet , går den i aktion. Med kraftige kast med hovedet begynder den at kaste sand op fra bunden lige så hurtigt, som det skrider ned. Det betyder to ting for det lille uforsigtige dyr på skråplan: for det første skrider bunden væk under fødderne på det, og for det andet begynder det at hagle med sandkorn ned over det. De to ubehagligheder i forening gør, at det lille dyr ofte (men ikke altid) havner nede i bunden af tragten. Dermed er dets bekymringer slut, for det bliver øjeblikkelig grebet af myreløvelarvens to lange og kraftige kindbakker, som gennembore dyret og begynder at udsuge det.

Se det med egne øjne.

Med tålmodighed kan enhver få hele dramaet at se. Det er blot at lægge sig på maven og vente. Hvis man er utålmodig og tilstrækkelig hjerteløs, kan man jo hjælpe en myre lidt på vej! Der er nogen fascinerende ved at være vidne til andres ulykke-
lige skæbne. Ofte kan man rundt om de største tragte finde de udsugede skelethylstre fra de ulykkelige ofre; myre, tusindben og små biller. Hvis man vil se selve uhyret, er det let at grave den op fra bunden af sandtragten, men det kan være svært at få øje på dyret i det løse sand. Den afrundede krop (som ikke ligner en larve) er perfekt camoufleret med grå og brune prikker. Hvis man bruger en lille køkkensigte eller tesi til at grave med, er den meget letter at finde. Så ender det med at røveren ligger tilbage og spræller, når sandet er løbet igennem. Den fægter og truer med de kraftige kindbakker, men de lange og ganske tynde ben er ikke ret gode til at løbe eller springe med. De er beklædt med lange, kraftige børster, så de er gode til at fortøje sig med i sandet. Lige så snart den er kommet op i lyset forsøger den at grave sig ned igen. det foregår ved, at den forbløffende hurtigt bore sig ned i sandet, indtil den er helt væk.

De voksne.

Den videre udvikling sker, når larven har nået sin rette størrelse. Sidste på sommeren forpupper den sig nede i sandet og efter nogen tid kommer det voksne insekt frem. De voksne myreløver minder lidt om slanke, farveløse guldsmede (også kaldet Vandnymfer), men er langt dårligere flyvere. De er også kun fremme i skumringen en kort tid, før de parrer sig, lægger æg i sandet og dør. Dem har jeg ikke set endnu.

Myreløvernes udbredelse

Myreløver er almindelige i Syd-og Østeuropa. De kræver varme og tørre somre. Danmark ligger tæt ved deres nordgrænse.
Der er fra tidligere tid beretninger om fund af myreløver fra mange steder i Danmark. Også Møn og Falster. Men i nyere tid er de gået meget tilbage. Fagfolk mener, at de i dag kun findes på Dueodde på Bornholm, omkring Tisvilde i Nordsjælland og på enkelte lokaliteter i Nordjylland. Fundet på Ulvshale er således en interessant opdagelse. Måske kan de varme og tørre
somre betyde et come-back for dette og andre varmekrævende dyr. Der kendes 3 arter fra Danmark, og Niels Peder Christensen fra Zoologisk Museum mener, efter at have undersøgt et tilsendt eksemplar, at det her drejer sig om arten Myrmelion bore, selv om de er vanskelige at artsbestemme som larver.

En overset art?

Men måske har myreløverne i virkeligheden været i området på Ulvshale hele tiden, uden at blive opdaget? Deres udbredelse har ikke været fulgt systematisk, så oplysninger om fund er ret tilfældige. På Zoologisk Museum i København kunne man fortælle, at den eneste beskrivelse af myreløver fra Møn i nyere tid er i tidsskriftet Flora & Fauna, hvor der i en artikel (Karsten Secher; "Danske Myreløver og deres udbredelse", nr. 73 fra 1967) nævnes, at "S.B.Andersen angiver at have set hundredvis af larvetragte på Ulvshale (Møn) d. 17/7 1956. Myreløver er dog ikke set siden, vel nok fordi ingen har undersøgt stedet nøjere".

Det lyder sandsynligt. For overfladisk set virker tragten blot som et spor i sandet efter en stok eller en Dyrefod. For at se det interessante, skal man kigge efter de særlige kendetegn; tragten er perfekt geometrisk, cirkelrund i omkreds med helt lige og stejle sider, der fortsætter ned til den spidse bund. Af og til kan man se et par små klosakse stikke op i bunden. Åbningen en  omgivet af en lav vold af opkastet sand, og jævnligt finder man også her rester af fortærede småinsekter, især myrer.

Når først man har lært sig disse kendetegn, kan man hurtigt se, at der er hundreder - måske tusinder - af tragte i hele området. Man ser dem overalt og kan efterhånden kende dem på stor afstand. De fleste  tragte er ganske små først på sommeren, fordi larverne hurtigt vil vokse sig store og dermed lave mere iøjnefaldende tragte. Men det er også indlysende at
megen regn vil få sandet til at hænge sammen, så tragten bliver ubrugelig som fælde.
Endnu en grund til at ønske os godt sommervejr.

Historie af:
Trols Holm